Om os
Eaktion ApS er et lille konsulentfirma, som bygger sin ekspertise på en lang erfaring, samt på en omhyggelig og målrettet udvælgelse af gode samarbejdspartnere og ikke mindst på udvælgelse af godt software-værktøj.
Vi udvikler og ”drifter” vores applikationer for dig. Det betyder bl.a., at vi tager ansvar for, at vores arbejde også fungerer optimalt, når det kommer i hænderne på dine medarbejdere − og vi er bevidste om, at ”teknisk korrekt” ikke i sig selv er nogen garanti for en velfungerende applikation.
Medarbejdere
Stifteren af Eaktion ApS, Paolo Nesti Poggi, arbejder sammen med én fast medarbejder. Paolo Nesti Poggi, som har kontor i Roskilde, og SL, som er placeret i Ukraine, arbejder sammen i et virtuelt kontorfællesskab.
SL blev valgt efter afprøving af forskellige andre outsourcingsmodeller og programmører. Han er en skarp og erfaren webudvikler, som er med til at placere eaktion.coms løsninger i verdensklasse.
De vigtige erfaringer høstet med outsourcing gør, at vi har fuld tillid til, at vi kan udvide vores kapacitet, uden at ændre på vores konkurrencedygtige priser, så snart behovet melder sig .
Serverpark
Vi hoster vores produktionsapplikationer på egne servere i et datacenter, som er geografisk placeret i København, kun ét skridt fra det danske backbone. Serverne af kvalitetsmærket HP køber vi hos vores datacenterpartner, således at vi kan drage fordel af deres service ved uforudset vedligeholdelse og udskiftning af reservedele.
Derudover ejer vi et net af andre backupmaskiner, som er geografisk spredt for videst muligt at kunne imødegå eller minimere evt. lokale problemer.
Vores styrke og måde at arbejde på
Vores styrke er, at vi ikke pådutter alle virksomheder den samme løsning, men definerer løsningerne gennem dialog med vores kunder. Derfor håber vi, at du som kunde er indstillet på at deltage aktivt i denne proces. Det er vigtigt for os at indgå i en dialog med en eller flere personer i vores kundevirksomheder, for på dén måde at afdække behov og krav til løsningen.
Typisk vil vi i starten udstikke nogle udviklingslinjer for derefter at detaildesigne og implementere løsningen i flere etaper, og dermed undgå et overkill af funktionalitet, som måske senere viser sig ikke at være nødvendigt. Desuden giver denne fremgangsmåde vores kunder muligheden for at evaluere resultaterne løbende.
Det, der typisk sker, er, at når først medarbejderne i en organisation begynder at arbejde med et nyt værktøj, bliver de reelle behov tydeligere og de ændrer sig måske undervejs i processen. Trinvis design og udvikling giver derfor den ideelle mulighed for at rette kurs i takt med, at webapplikationen vokser.
Værktøj
Vi udvælger omhyggeligt de værktøj, dvs de softwarebiblioteker og teknologier, vi bygger vores arbejde på. Vi sigter mod værktøj, der giver os maksimal fleksibilitet og pålidelighed og som dermed er værd at investere den nødvendige tid i, for at kunne mestre dem på højeste niveau.
Vi har valgt:
| OS | Linux (Debian) |
| Webserver | Apache |
| DBMS | MySQL |
| Server programmering | PHP, Zend Framework, Smarty |
| Browser programmering | Javascript ,YUI, Xajax |